Vi skal snakke om porno

Porno er ikke virkelighed. Ligesom gyserfilm, actionfilm og romantiske film heller ikke er virkelighed. Porno dækker over mange slags film og klip og det kan være svært at sige noget generelt om porno.
Porno er film, hvor det handler om sex, så at snakke om porno hører helt naturligt hjemme i seksualundervisningen. Nogle synes porno er noget skidt og det påvirker unge utrolig negativt. Andre tænker, at det er helt problemfrit og de unge sagtens kan skelne.

Vi mener, at det er god ide at snakke om porno. Hvad er porno og hvad er porno ikke? For selvom unge har en kritisk sans og godt kan forstå, at det de ser, ikke er virkelighed. Så skal vi stadig være klar til at snakke om hvordan det eventuelt kan påvirke unges kropsidealer og syn på sex. Snakken skal tages uden fordomme og formaninger om skadevirkninger. Men i stedet være åben over for de unges syn og tanker om porno.

For at sætte gang i refleksioner og snakken om porno i f.eks. seksualundervisningen. Har vi lavet en liste over, hvordan porno forholder sig til virkeligheden.

1. Forhistorie. Der en ingen eller meget lidt forhistorie i porno. Hvordan kommer karaktererne frem til, at nu skal de have sex sammen? I mange pornofilm snakker hovedpersonerne kort tid og finder meget hurtigt ud af, at de skal have sex. I virkeligheden er det oftest noget mere kompliceret.

2. Ingen nusseri. Der er meget lidt forspil og efterspil. På film kan det være lidt svært at se, hvad der egentlig foregår, hvis nogen nusser og har gang i forspil eller efterspil. Og derfor er der også ret lidt af det i pornofilm. Men i virkeligheden er forspil dejligt og en god måde at varme op på og få afstemt, hvad der skal til at ske, uden der skal tales om det hele. Og efterspil er en god måde at gøre sex til mere end en hurtig jagt på orgasme.

3. Bum Bum Bum. Det er hurtigt ind og ud, og mange stillingsskift. Det skal se godt ud på film og der skal ske noget. Ligesom i andre film er filmfolkene bange for, at vi kommer til at kede os. I virkeligheden er det sjældent det rareste og vil hurtigt blive stressende med alle de stillingsskift. I virkeligheden skal der være mere fokus på hvordan det er rart og hvor det er rart og ikke hvad der er pænt at se på udefra. Det når man sjældent, hvis man kopierer porno.

4. Sæd. En pornoscene med en mand ender ofte med sæd, der bliver sprøjtet ud over en eller kropsdel. I virkelighedens verden kan det godt virke lidt som en underlig afbrydelse af sex, hvis man pludselig trækker sig ud og evt. flår et kondom af. Sæd virker godt på film, blandt andet fordi det kan fungere, som en god afslutning. Porno vil også gerne virke ægte og det kan sæden bruges til. Det er rent faktisk en mand, som kommer her i filmen, og på den måde kan det virke mere ægte.

5. Forberedelse og klipning. Der er forberedelser og der bliver selvfølgelig klippet og holdt pauser. Det gør alt sammen, at skuespillerne kan fremstå lidt lækrere, lidt mere klar, lidt mere udholdende. Sådan er det med mange slags film. Men sådan er det jo ikke virkeligheden. Vi holder ikke for evigt og er sjældent super stylede under sex.

6. Kropstyper. Porno bliver tit beskyldt for primært at indeholde store silikonebryster og store pikke. Det har nok noget på sig. På et tidspunkt var det måske mere dominerende end i dag. Men i porno findes der også en diversitet af kropstyper, som man aldrig ville se i f.eks. romantiske Hollywoodfilm eller i modeblade. Ligeledes trives amatør- og privatfilm også godt ift. mange andre brancher. Det er med til at skabe yderligere diversitet i det man kan se. Men derfor kan der især i den blødere mainstream porno være en tendens til, at de samme kropstyper går igen. Og ligesom i f.eks. reklamer og Hollywoodfilm, skal vi snakke om, at det ikke er repræsentativt for hvordan verden ser ud. Så det ikke skaber forventningspres og præstationsangst. Det har vi for meget af i forvejen.

7. Tingsliggørelse. Porno kan være med til at tingsliggøre mennesker. Kvinderne kan i heteroseksuelle film fremstå, som en genstand, der skal tilfredsstille mandens lyster. Og manden kan nogle gange bare være en levende dildo, hvor det kun er pikken, der er interessant. I virkeligheden bør vi selvfølgelig have fokus på hele kroppen og begge parter skal have noget ud af det.

8.Tilfredsstille en seer. Det handler om seeren. Det handler ikke først og fremmest om at ha´ det rart. Det er jo egentlig ikke så mærkeligt, men det er godt at huske på, hvis man bruger porno som inspiration. Skuespillerne står selvfølgelig i positioner, så man tydeligt kan se kroppen, selvom det måske ikke er så behagelig en position. Og der slikkes f.eks. med spidsen af tungen, så man bedre kan se, hvad der bliver slikket på i filmen. Selvom en flad tung måske gav mere nydelse.

9. Pornobranchen. Porno er ikke virkeligt, men det er virkelige mennesker, der laver det. Det er en branche omgivet af tabuer og hvor der ikke er meget kontrol. Det kan især i nogle lande føre til dårlig betaling og dårlige arbejdsforhold for skuespillerne. Det er som regel umuligt at se ud fra den enkelte film. Og det kan være svært at finde ud af, hvor man kan finde porno lavet under ordentlige forhold. Men et godt sted at starte er at anerkende, at ligesom indenfor musikbranchen og resten af filmbranchen skal der på en eller anden måde betales for indholdet. Ligeledes kan pornoindustrien være en stigmatiserende branche at arbejde i, så man bør selvfølgelig respektere og anerkende dem der gør et godt stykke arbejde, ligesom man gør ved alle andre mennesker.

Comments are closed