Sexdebut – Hvad er gennemsnitsalder for første samleje?

Svaret er til dels 16 år.

Men det er egentlig ikke et gennemsnit, men i stedet for den alder, hvor 50 % af alle har haft sex. Det vil altså også sige, at 50% ikke har haft sex endnu.

Det giver mest mening at regne det ud på denne måde ift. hvad vi gerne vil vide. De fleste vil gerne bare vide hvad der er normalt eller typisk. Rent statistisk er det 16 år, og det gælder for både piger og drenge.
Man skal selvfølgelig huske, at tallene bygger på hvad folk selv har sagt, og at det ikke er nærmere specificeret hvad der menes med sex eller samleje, som der bliver spurgt til.

Men tallet 16 bør ikke skabe et pres. For uanset om du har haft sex eller ej, er der nogen i samme situation som dig. Så det bør først og fremmest handle om hvornår du er klar til at have sex og hvornår du finder en, som er klar til at have det med dig.

Tallene her er fra Region Midtjyllands seneste undersøgelse ”Hvordan har du det? 2013. Det er nogle af de nyeste tal, men de viser den samme tendens, som i tidligere undersøgelser.


Ekstra info: Det man har regnet ud er egentlig medianalder. Man har spurgt en masse om, hvor gamle de var, da de havde samleje første gang. Så tager man alle svarene og sætter dem numerisk rækkefølge (altså 12,12,12,13,13,13,14,14 osv.) Det midterste tal eller de to midterste tal er så 16 år. Og det bliver det tal man bruger.

Hvis man i stedet havde taget gennemsnittet ville det måske være blevet højere, fordi nogle få ville svare 45 eller 56. Afhængig af hvor stor undersøgelsen er vil det trække gennemsnit op og give et lidt skævt billede, hvis man vil vide hvad den typiske alder er for første samleje. Så det giver god mening at regne medianen ud.


 

Comments are closed