Er klamydia udbredt som aldrig før?

Opslaget er fra 2016 og der er siden kommet nyere tal.  Men pointerne og tendensen er gælder stadig. 

Det ved man ikke. Men alligevel kan man ofte høre eller læse, at det netop er tilfældet. Hvordan hænger det sammen?

Det hænger simpelthen sådan sammen, at der er blevet taget flere test end nogensinde før. Og så er der naturligt nok også mange positive prøver. Det bliver fejlagtigt til påstanden om, at klamydia er mere udbredt end nogensinde før.

Hvis man gerne vil sige noget generelt om hvor udbredt en sygdom, som klamydia er, så kan man ikke bare kan se på hvor mange gange man har fundet sygdommen. Man bliver tvært imod nødt til at sammenligne det med, hvor mange mennesker man har testet for sygdommen.

Der blev konstateret 32.761* klamydiatilfælde i 2015, som er de nyeste tal der er. Det er en stigning i antal, og det højeste antal positive prøver nogensinde. Det lyder voldsomt. Men man skal huske, at der er også blevet taget flere prøver end nogensinde før.

Hvis man sammenligner tallene kommer man frem til, at 9 % af testene var positive for klamydia.

Er det så ualmindeligt højt? Nej, 2015 er ikke så meget anderledes end de sidste mange år.

klamydia-i-procent3Tal fra Statens Serum Institut, der viser hvor stor en procentdel af de analyserede prøver, der var positive for klamydia fra 2004-2015. Procenterne er fra den gamle udregningsmetode og kan  ikke sammenlignes direkte med tallene fra 2016 og frem.

Procenten af positive prøver ligger nogenlunde stabilt og har gjort det en del år. Man kunne selvfølgelig godt ønske sig et procentvis fald, men at det ligger stabilt, samtidig med at flere bliver testet, er ikke så dårligt endda.

Man kunne overveje om flere bliver testet, fordi vi lever mere risikofyldt og har mere ubeskyttet sex med flere partnere. Men hvis det var tilfældet skulle man også se, at der var procentvis flere positive prøver. Hvilket ikke er tilfældet.


Ekstra Info: I praksis foregår testningen sådan, at du kan gå til lægen, hvis du er bange for, at du har klamydia eller bare vil være sikker på, at alt er i orden. De fleste test bliver foretaget hos praktiserende læger, men der findes også kønssygdomsklinikker/sexsygdomsklinikker. Kvinder får primært taget en vaginalpodning med en slags vatpind og mænd får enten taget en urinprøve eller får en vatpind i urinrøret, som giver et lille jag, men hurtigt er ovre.


 

Det er selvfølgelig rigtigt, at der er påvist flere klamydiatilfælde end nogensinde før, men der er jo også blevet påvist flere negative prøver end nogensinde før. Så det giver ikke mening at lave en historie som ”Klamydiasmitten er værre end nogensinde” eller “Flere end nogensinde har klamydia”.  Men alligevel er det den vinkel, som de fleste medier laver hvert år, når Sundhedsstyrelsen kommer med deres tolkning af de nye tal.

Det er jo lidt trist, når man går op i fakta. Men det lyder som interessante historie. Og det viser samtidig, at tallene kan bruges til at sige næsten hvad som helst.

De kan bruges til at sige at; ”De unge skal tage sig sammen og blive bedre til at beskytte sig”, ”De unge skal have mere seksualundervisning ”, og endda ”De unge skal have mindre seksualundervisning”. Ud fra den fejlagtige ide om, at seksualundervisningen gør, at de unge skulle blive mere fokuseret på sex og så dyrke mere ubeskyttet sex.

Vi mener ikke, at der kan konkluderes det store ud fra klamydiatallene. Vi ser det som en god ting, hvis flere bliver testet, når vi snakker om en sygdom, der er så let at kurere. Men selv stigningen i test er måske ikke en reel stigning, Den kan også bare skyldes, at man bare er blevet bedre til at få flere resultater med i statistikken.

Vi vil meget gerne hoppe på argumentet om, at der er brug for mere seksualundervisning, men det findes der op mod 32.761 andre og gode argumenter for.

 

*disse tal stammer fra den gamle indsamlingsmetode. Dem har vi brugt, så man bedre kan sammenligne med tidligere år.  Fra 2010 har man også brugt en ny metode, som vil være den eneste man bruger fra 2016 og frem.


 

Comments are closed