Er homoseksualitet naturligt?

I skolerne møder vi bred accept af, at folk selvfølgelig har lov til at være dem, de er og føle det de føler. Også når det handler om hvem man er tiltrukket af. Men vi kan møde spørgsmål som; ”Homoseksualitet er vel som sådan ikke naturligt?” Til at svare på det, kommer vi her med to påstande og svar på dem.

Påstand 1

  • Det er mere naturligt for en mand og en kvinde at have sex, fordi de kan lave børn.

Svar: Det vil så betyde, at det er unaturligt i de mange, mange tilfælde, hvor det ikke handler om at lave børn. Så må man f.eks. ikke bruge prævention. Og man må ikke have sex, hvis man er gået i overgangsalder. Og oralsex må man heller ikke. Og onani er også klart unaturligt. Så hvis det kun må handle om at lave børn, og lyster og fornøjelser er ligegyldige, så er det jo også ligegyldigt hvad seksualitet man har. Homoseksuelle kan jo lave børn på helt samme måde, som heteroseksuelle kan. Der er ingen beviser for, at homoseksuelle rent fysisk skulle være dårligere til at lave børn. Så påstanden om, at det er mere naturligt for en mand og en kvinde at have sex, fordi de kan lave børn giver kun mening, hvis man også siger, at alt der handler om lyster og lidenskab er unaturligt. Og det er jo lidt svært at få til at give mening.

Påstand 2:

  • Det er mere naturligt for en mand og kvinde at have sex, fordi vi er skabt eller udviklet til det.

Svar: Vores biologi har gjort det praktisk muligt for en kvinde at have sex med en mand. Men det er jo også praktisk muligt for en kvinde at have sex med en kvinde og en mand med en mand. Ikke alene er det praktisk muligt, biologien gør det også muligt at nyde sex med en af samme køn. Så biologisk er homoseksualitet fuldstændig muligt. Og når noget er biologisk muligt, så er det også naturligt. Så denne påstand giver rent biologisk ikke mening.

Så ud fra en biologisk tankegang er der intet, der peger på, at homoseksualitet er mindre naturligt end heteroseksualitet.

 

Comments are closed