De nyeste Klamydiatal

Så er der kommet nye tal for Klamydia i 2016

Og her er de vigtigste pointer:

  • I 2016 var 12,9 % af alle test positive (Positiv betyder her Øv, du har klamydia). I 2015 var 12,3 % positive. Så det er altså stort set uændret.
  • Lidt flere personer er blevet testet for klamydia i 2016
  • Mænd blev primært undersøgt med en urinprøve, og lidt over hver 10. blev undersøgt med vatpind i urinrøret. Det lyder måske ubehageligt, men det er hurtigt overstået, og smerten er også hurtigt ovre.
  • Hos kvinder blev testen primært udført med en vatpind i skeden.
  • Over dobbelt så mange kvinder som mænd, blev testet. Det mener vi kan skyldes, at kvinder oftere kommer til lægen, blandt andet for at få prævention og gynækologisk tjek. Og måske at konsekvenserne af en ubehandlet klamydiainfektion kan være mere alvorligt for kvinder.

Konklusion: Der er egentlig ikke så meget nyt i tallene. Der er taget flere positive prøver end nogensinde før, men der er også taget flere negative prøver end nogensinde før. Så anbefalingerne er de samme.

  1. Hvis du vil undgå klamydia, så BRUG BESKYTTELSE, altså kondom (eller femidom). Især hvis det er en ny sexpartner, er det en god ide.
  2. Man regner med, at det kun er omkring halvdelen af alle, der oplever symptomer på klamydia, så BLIV TESTET, hvis du kunne være blevet udsat for smitte. Det er så let at behandle.

 


Ekstra Info: I praksis foregår testningen sådan, at du kan gå til lægen, hvis du er bange for, at du har klamydia eller bare vil være sikker på, at alt er i orden. De fleste test bliver foretaget hos praktiserende læger, men der findes også kønssygdomsklinikker/sexsygdomsklinikker. Kvinder får primært taget en vaginalpodning med en slags vatpind og mænd får enten taget en urinprøve eller får en vatpind i urinrøret, som giver et lille jag, men hurtigt er ovre.


 

Comments are closed