Bloggen – bliv klogere

Her har vi lavet nogle små indlæg om seksualundervisning og seksuel sundhed. Her deler vi vores viden, erfaring og tanker.

De kan forklare, opklare og uddybe nogle af de spørgsmål og begreber, som fylder i seksualundervisningen. Og så kan de sætte tingene lidt i perspektiv.

Vi bruger fakta og tal direkte fra de relevante kilde, som vi også henviser til. Kontakt os endelig, hvis der er behov for uddybning eller du har spørgsmål.


Vi skal snakke om porno.

 


Hvornår må man have sex? – bliv klogere på den seksuelle lavalder.


Er homoseksualitet naturligt?


Sexdebut – Hvad er gennemsnitsalder for første samleje?


Er klamydia udbredt som aldrig før?


Det var engang seksualoplysning – Seksuel Hygiejne og Voldtægt


 

Vi skal snakke om porno

Porno er ikke virkelighed. Ligesom gyserfilm, actionfilm og romantiske film heller ikke er virkelighed. Porno dækker over mange slags film og klip og det kan være svært at sige noget generelt om porno.
Porno er film, hvor det handler om sex, så at snakke om porno hører helt naturligt hjemme i seksualundervisningen. Nogle synes porno er noget skidt og det påvirker unge utrolig negativt. Andre tænker, at det er helt problemfrit og de unge sagtens kan skelne.

Vi mener, at det er god ide at snakke om porno. Hvad er porno og hvad er porno ikke? For selvom unge har en kritisk sans og godt kan forstå, at det de ser, ikke er virkelighed. Så skal vi stadig være klar til at snakke om hvordan det eventuelt kan påvirke unges kropsidealer og syn på sex. Snakken skal tages uden fordomme og formaninger om skadevirkninger. Men i stedet være åben over for de unges syn og tanker om porno.

For at sætte gang i refleksioner og snakken om porno i f.eks. seksualundervisningen. Har vi lavet en liste over, hvordan porno forholder sig til virkeligheden.

1. Forhistorie. Der en ingen eller meget lidt forhistorie i porno. Hvordan kommer karaktererne frem til, at nu skal de have sex sammen? I mange pornofilm snakker hovedpersonerne kort tid og finder meget hurtigt ud af, at de skal have sex. I virkeligheden er det oftest noget mere kompliceret.

2. Ingen nusseri. Der er meget lidt forspil og efterspil. På film kan det være lidt svært at se, hvad der egentlig foregår, hvis nogen nusser og har gang i forspil eller efterspil. Og derfor er der også ret lidt af det i pornofilm. Men i virkeligheden er forspil dejligt og en god måde at varme op på og få afstemt, hvad der skal til at ske, uden der skal tales om det hele. Og efterspil er en god måde at gøre sex til mere end en hurtig jagt på orgasme.

3. Bum Bum Bum. Det er hurtigt ind og ud, og mange stillingsskift. Det skal se godt ud på film og der skal ske noget. Ligesom i andre film er filmfolkene bange for, at vi kommer til at kede os. I virkeligheden er det sjældent det rareste og vil hurtigt blive stressende med alle de stillingsskift. I virkeligheden skal der være mere fokus på hvordan det er rart og hvor det er rart og ikke hvad der er pænt at se på udefra. Det når man sjældent, hvis man kopierer porno.

Flere punkter følger. De næste punkter handler blandt andet om: Sæd, klipning, kropstyper og pornobranchen.

De nyeste Klamydiatal

Så er der kommet nye tal for Klamydia i 2016

Og her er de vigtigste pointer:

  • I 2016 var 12,9 % af alle test positive (Positiv betyder her Øv, du har klamydia). I 2015 var 12,3 % positive. Så det er altså stort set uændret.
  • Lidt flere personer er blevet testet for klamydia i 2016
  • Mænd blev primært undersøgt med en urinprøve, og lidt over hver 10. blev undersøgt med vatpind i urinrøret. Det lyder måske ubehageligt, men det er hurtigt overstået, og smerten er også hurtigt ovre.
  • Hos kvinder blev testen primært udført med en vatpind i skeden.
  • Over dobbelt så mange kvinder som mænd, blev testet. Det mener vi kan skyldes, at kvinder oftere kommer til lægen, blandt andet for at få prævention og gynækologisk tjek. Og måske at konsekvenserne af en ubehandlet klamydiainfektion kan være mere alvorligt for kvinder.

Konklusion: Der er egentlig ikke så meget nyt i tallene. Der er taget flere positive prøver end nogensinde før, men der er også taget flere negative prøver end nogensinde før. Så anbefalingerne er de samme.

  1. Hvis du vil undgå klamydia, så BRUG BESKYTTELSE, altså kondom (eller femidom). Især hvis det er en ny sexpartner, er det en god ide.
  2. Man regner med, at det kun er omkring halvdelen af alle, der oplever symptomer på klamydia, så BLIV TESTET, hvis du kunne være blevet udsat for smitte. Det er så let at behandle.

 


Ekstra Info: I praksis foregår testningen sådan, at du kan gå til lægen, hvis du er bange for, at du har klamydia eller bare vil være sikker på, at alt er i orden. De fleste test bliver foretaget hos praktiserende læger, men der findes også kønssygdomsklinikker/sexsygdomsklinikker. Kvinder får primært taget en vaginalpodning med en slags vatpind og mænd får enten taget en urinprøve eller får en vatpind i urinrøret, som giver et lille jag, men hurtigt er ovre.


 

Den seksuelle lavalder – Hvornår må man have sex?

Mange vil svare 15 år, men er det helt rigtigt?

I Straffeloven står der rigtigt nok, at man kan straffes, hvis man har samleje eller andet seksuelt forhold med en under 15 år. Men hvad indebærer det og hvad handler den lov egentlig om? Her er der en lille uddybning:

  • Det handler faktisk ikke om, hvor gammel man skal være for at have sex.
  • Det er ikke ulovligt for to 14-årige at have sex med hinanden. (også fordi de er under den kriminelle lavalder.)
  • En der lige er fyldt 15 bliver heller ikke straffet for at have sex med en på 14 år. Hvis man snakker om to jævnaldrende og jævnbyrdige mennesker, bliver ingen straffet.*
  • Den yngste kan aldrig blive straffet ud fra denne lov.
  • Loven om voldtægt gælder stadig, og hvis der yderligere er tale om det, kan det dømmes endnu hårdere.
  • Hvis barnet er under 12 år betragtes det som voldtægt, og kan altså også dømmes endnu hårdere.

Selvom man siger, at 15 år er den seksuelle lavalder, er der stadig nogle ting, som gælder helt op til 18 år. Her handler det ligeledes ikke om, at den under 18 år kan straffes, men om hvad andre kan straffes for:

  • Det er ulovligt at have sex med en ung helt op til 18 år, hvis den voksne f.eks. er lærer eller træner for barnet.
  • Det er ligeledes ulovligt, hvis man groft udnytter sin alder og erfaring til at forføre en person under 18 år til noget seksuelt.
  • Hvis der er tale om porno eller betaling for sex, er grænsen også 18 år, da man ligeledes kan straffes for sin medvirken til at en under 18 år deltager.

Det er altså ikke helt så simpelt. Vi kan ikke bare sige, at den seksuelle lavalder er 15 år. Men at kalde det ‘den seksuelle lavalder’ er også lidt mærkeligt. For det begreb bruges ikke i lovgivningen og hvad betyder det egentlig? På engelsk bruges i stedet begrebet ”Age of consent”(alder for samtykke). Det giver mere mening, da lovgivningen netop handler om hvornår vi som samfund vurderer, at man er gammel nok til selv at give samtykke til sex mm. Dette begreb ville også give god mening ift. det der ligger i danske lovgivning.

Med den danske lovgivning har man yderligt ønsket at ulovliggøre nogle seksuelle forhold, som ikke går under voldtægtslovgivningen. Man har ønsket at beskytte mere eller mindre seksuelt uerfarne unge mod at blive udnyttet af mere erfarne og modne voksne. Det er svært at lovgive ud fra erfaring og modenhed, så derfor er der kommet en specifik alder på.

 

At alderen lige er endt på 15 år og delvist 18 år, er der flere grunde til og alderen varierer da også fra land til land. Det bliver selvfølgelig diskuteret om, der skal ændres i alderen, men de seneste år har det ikke fyldt meget i Danmark og der har ikke været nogle konkrete forslag om at sætte alderen hverken op eller ned.

 


Noter

Når vi bruger ordet sex, snakker vi om alle former for sex og andre seksuelle forhold, som også dækker over berøring af hinandens kønsorganer.

* Når man ser helt firkantet på straffeloven, kan det ses som en forbrydelse, hvis en 15-årig har sex på sin fødselsdag med sin 14-årige kæreste, som bliver 15 en uge efter. Men i praksis vil der aldrig blive rejst en sag. Hvis der kommer en sag, hvor det måske er en 14,5-årig og en 16-årig, der har haft sex. Vil den 16-årig som regel ingen straf få og det vil heller ikke komme til at stå i straffeattesten. Loven er ikke til for at jævnbyrdige og jævnaldrende unge ikke må have nogen form for seksuel kontakt.

Kilder: Dansk straffelov Paragraf §216- 236 (særligt fokus på §216 og §222-228) og Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser Bind I 2012 Betænkning nr. 1534

Denne artikel indeholder beskrivelser af straffelovsparagraffer. Hvis disse skulle ændres opdateres artiklen. Ungeguiderne 2017

 

 

Er homoseksualitet naturligt?

I skolerne møder vi bred accept af, at folk selvfølgelig har lov til at være dem, de er og føle det de føler. Også når det handler om hvem man er tiltrukket af. Men vi kan møde spørgsmål som; ”Homoseksualitet er vel som sådan ikke naturligt?” Til at svare på det, kommer vi her med to påstande og svar på dem.

Påstand 1

  • Det er mere naturligt for en mand og en kvinde at have sex, fordi de kan lave børn.

Svar: Det vil så betyde, at det er unaturligt i de mange, mange tilfælde, hvor det ikke handler om at lave børn. Så må man f.eks. ikke bruge prævention. Og man må ikke have sex, hvis man er gået i overgangsalder. Og oralsex må man heller ikke. Og onani er også klart unaturligt. Så hvis det kun må handle om at lave børn, og lyster og fornøjelser er ligegyldige, så er det jo også ligegyldigt hvad seksualitet man har. Homoseksuelle kan jo lave børn på helt samme måde, som heteroseksuelle kan. Der er ingen beviser for, at homoseksuelle rent fysisk skulle være dårligere til at lave børn. Så påstanden om, at det er mere naturligt for en mand og en kvinde at have sex, fordi de kan lave børn giver kun mening, hvis man også siger, at alt der handler om lyster og lidenskab er unaturligt. Og det er jo lidt svært at få til at give mening.

Påstand 2:

  • Det er mere naturligt for en mand og kvinde at have sex, fordi vi er skabt eller udviklet til det.

Svar: Vores biologi har gjort det praktisk muligt for en kvinde at have sex med en mand. Men det er jo også praktisk muligt for en kvinde at have sex med en kvinde og en mand med en mand. Ikke alene er det praktisk muligt, biologien gør det også muligt at nyde sex med en af samme køn. Så biologisk er homoseksualitet fuldstændig muligt. Og når noget er biologisk muligt, så er det også naturligt. Så denne påstand giver rent biologisk ikke mening.

Så ud fra en biologisk tankegang er der intet, der peger på, at homoseksualitet er mindre naturligt end heteroseksualitet.

 

Sexdebut – Hvad er gennemsnitsalder for første samleje?

Svaret er til dels 16 år.

Men det er egentlig ikke et gennemsnit, men i stedet for den alder, hvor 50 % af alle har haft sex. Det vil altså også sige, at 50% ikke har haft sex endnu.

Det giver mest mening at regne det ud på denne måde ift. hvad vi gerne vil vide. De fleste vil gerne bare vide hvad der er normalt eller typisk. Rent statistisk er det 16 år, og det gælder for både piger og drenge.
Man skal selvfølgelig huske, at tallene bygger på hvad folk selv har sagt, og at det ikke er nærmere specificeret hvad der menes med sex eller samleje, som der bliver spurgt til.

Men tallet 16 bør ikke skabe et pres. For uanset om du har haft sex eller ej, er der nogen i samme situation som dig. Så det bør først og fremmest handle om hvornår du er klar til at have sex og hvornår du finder en, som er klar til at have det med dig.

Tallene her er fra Region Midtjyllands seneste undersøgelse ”Hvordan har du det? 2013. Det er nogle af de nyeste tal, men de viser den samme tendens, som i tidligere undersøgelser.


Ekstra info: Det man har regnet ud er egentlig medianalder. Man har spurgt en masse om, hvor gamle de var, da de havde samleje første gang. Så tager man alle svarene og sætter dem numerisk rækkefølge (altså 12,12,12,13,13,13,14,14 osv.) Det midterste tal eller de to midterste tal er så 16 år. Og det bliver det tal man bruger.

Hvis man i stedet havde taget gennemsnittet ville det måske være blevet højere, fordi nogle få ville svare 45 eller 56. Afhængig af hvor stor undersøgelsen er vil det trække gennemsnit op og give et lidt skævt billede, hvis man vil vide hvad den typiske alder er for første samleje. Så det giver god mening at regne medianen ud.


 

Er klamydia udbredt som aldrig før?

Opslaget er fra 2016 og der er siden kommet nyere tal.  Men pointerne og tendensen er gælder stadig. 

Det ved man ikke. Men alligevel kan man ofte høre eller læse, at det netop er tilfældet. Hvordan hænger det sammen?

Det hænger simpelthen sådan sammen, at der er blevet taget flere test end nogensinde før. Og så er der naturligt nok også mange positive prøver. Det bliver fejlagtigt til påstanden om, at klamydia er mere udbredt end nogensinde før.

Hvis man gerne vil sige noget generelt om hvor udbredt en sygdom, som klamydia er, så kan man ikke bare kan se på hvor mange gange man har fundet sygdommen. Man bliver tvært imod nødt til at sammenligne det med, hvor mange mennesker man har testet for sygdommen.

Der blev konstateret 32.761* klamydiatilfælde i 2015, som er de nyeste tal der er. Det er en stigning i antal, og det højeste antal positive prøver nogensinde. Det lyder voldsomt. Men man skal huske, at der er også blevet taget flere prøver end nogensinde før.

Hvis man sammenligner tallene kommer man frem til, at 9 % af testene var positive for klamydia.

Er det så ualmindeligt højt? Nej, 2015 er ikke så meget anderledes end de sidste mange år.

klamydia-i-procent3Tal fra Statens Serum Institut, der viser hvor stor en procentdel af de analyserede prøver, der var positive for klamydia fra 2004-2015. Procenterne er fra den gamle udregningsmetode og kan  ikke sammenlignes direkte med tallene fra 2016 og frem.

Procenten af positive prøver ligger nogenlunde stabilt og har gjort det en del år. Man kunne selvfølgelig godt ønske sig et procentvis fald, men at det ligger stabilt, samtidig med at flere bliver testet, er ikke så dårligt endda.

Man kunne overveje om flere bliver testet, fordi vi lever mere risikofyldt og har mere ubeskyttet sex med flere partnere. Men hvis det var tilfældet skulle man også se, at der var procentvis flere positive prøver. Hvilket ikke er tilfældet.


Ekstra Info: I praksis foregår testningen sådan, at du kan gå til lægen, hvis du er bange for, at du har klamydia eller bare vil være sikker på, at alt er i orden. De fleste test bliver foretaget hos praktiserende læger, men der findes også kønssygdomsklinikker/sexsygdomsklinikker. Kvinder får primært taget en vaginalpodning med en slags vatpind og mænd får enten taget en urinprøve eller får en vatpind i urinrøret, som giver et lille jag, men hurtigt er ovre.


 

Det er selvfølgelig rigtigt, at der er påvist flere klamydiatilfælde end nogensinde før, men der er jo også blevet påvist flere negative prøver end nogensinde før. Så det giver ikke mening at lave en historie som ”Klamydiasmitten er værre end nogensinde” eller “Flere end nogensinde har klamydia”.  Men alligevel er det den vinkel, som de fleste medier laver hvert år, når Sundhedsstyrelsen kommer med deres tolkning af de nye tal.

Det er jo lidt trist, når man går op i fakta. Men det lyder som interessante historie. Og det viser samtidig, at tallene kan bruges til at sige næsten hvad som helst.

De kan bruges til at sige at; ”De unge skal tage sig sammen og blive bedre til at beskytte sig”, ”De unge skal have mere seksualundervisning ”, og endda ”De unge skal have mindre seksualundervisning”. Ud fra den fejlagtige ide om, at seksualundervisningen gør, at de unge skulle blive mere fokuseret på sex og så dyrke mere ubeskyttet sex.

Vi mener ikke, at der kan konkluderes det store ud fra klamydiatallene. Vi ser det som en god ting, hvis flere bliver testet, når vi snakker om en sygdom, der er så let at kurere. Men selv stigningen i test er måske ikke en reel stigning, Den kan også bare skyldes, at man bare er blevet bedre til at få flere resultater med i statistikken.

Vi vil meget gerne hoppe på argumentet om, at der er brug for mere seksualundervisning, men det findes der op mod 32.761 andre og gode argumenter for.

 

*disse tal stammer fra den gamle indsamlingsmetode. Dem har vi brugt, så man bedre kan sammenligne med tidligere år.  Fra 2010 har man også brugt en ny metode, som vil være den eneste man bruger fra 2016 og frem.


 

Det var engang seksualoplysning – Seksuel Hygiejne og Voldtægt

”En Kvindes Angivelse af at være blevet voldtaget bør modtages med største Skepsis. Det er praktisk talt umuligt at udføre et Samleje med en Kvinde, der sætter sig til Modværge. ”

seksuel hygiejne

Bogen Seksuel Hygiejne blev udgivet i 1940érne og -50érne.
Dette eksemplar fra 1945 blev købt af et nygift par i Skanderborg, som syntes de manglede viden om sex. De havde ikke nogen at snakke med, så det her var efter sigende BOGEN man købte, når man manglede viden på det område. Forfatteren Axel Tofte har skrevet den danske udgave af den oprindelige schweiziske ”Unser Geschlectleben”(Vores Seksualliv). Han syntes, at der herskede uvidenhed på seksuel området, som forvoldte mange ulykker og smerter. Bogen skulle så sprede oplysning, og derved skabe øget harmoni og lykke.

Målet var ædelt og man kan glæde sig over, at der blev udgivet en håndbog om seksualoplysning og at folk ville købe den i Danmark. Den er fyldt med beskrivelser og viden om krop og seksualitet, som dog bærer præg af at både tid og viden var en anden. Vi er kommet videre og vi er blevet klogere.

Det gælder altså også, når vi snakker om voldtægt. Voldtægt var også dengang ulovligt og da bogen blev skrevet kunne det give optil 16 års fængsel, endda livstid ved særdeles skærpende omstændigheder.

Men i ”Seksuel Hygiejne” står:

”Oppefra beskyttes Kønsorganerne af Kroppen, nedefra og fra Siderne af de stærkeste af alle muskler, Laarmusklerne. Desuden er Skedeaabningen yderligere dækker af Skamhaarene og de store og smaa skamlæber. At trænge ind i Skeden er som Følge af disse Beskyttelsesforanstaltninger ikke helt let og mod Kvindens Vilje umuligt. En Kvindes Angivelse af at være blevet voldtaget bør modtages med største Skepsis…”

Det er lidt fortvivlende, at man for 60 år siden kunne købe en seksualoplysningsbog, hvor der står at det skulle være nærmest fysisk umuligt at udføre vaginal voldtægt. Seksuel Hygiejne er godt bevis på at skråsikkerhed er en farlig ting, selvom intentionen er god.

De fleste vil i dag møde bogens opfattelse med hovedrystelse. Nogle vil endda grine, da det er for absurd til at tage alvorligt. Vi er kommet videre og blevet klogere, men vi skal endnu længere.lemmets indførelse