Blokkene

Vores seksualundervisning er delt op i blokke med et specifikt tema til hver blok.. Vi bruger masser af øvelser og virkemidler for at gøre det spændende og for at komme godt omkring de forskellige aspekter i hver blok.

Nogle blokke har til formål, at give de unge en viden og forståelse, som kan hjælpe dem til at træffe de rigtige valg for dem. Andre blokke har fokus på at bringe de unges egne tanker, værdier og forståelser i spil, for på den måde at skabe refleksion hos de unge om f.eks. egne og andres grænser.

Blokkene er:

Ungeguiderne er her
Vi har forskellige virkemidler, som fanger eleverne fra start og gør dem klar til en noget anderledes dag. Vi bruger det også til at finde ud af, hvor klar de er på seksualundervisning og komme med nogle af de vigtigste pointer, som vil komme i løbet af dagen. Samtidig præsenteres de for de regler og aftaler, som vi skal have for at det bliver godt for både dem og os.

Krop og teknik
Her snakker vi om alle de ting man kan se og mærke, og de ting der sker med kroppen, når man befinder sig i teenageårene. Med fif, facts og forskellige øvelser snakker vi om de ydre kønsorganer, onani, den første gang og sex. Her er vores fokus især på alle de positive ting, som også hører med, når man taler om sex.

Hos lægen
Alle piger får på et tidspunkt et tilbud om en gynækologisk undersøgelse. Derfor snakker vi om hvad der foregår og hvad man selv kan gøre for at oplevelsen bliver ok. Derefter snakker vi om nogle af de præventionsformer, som man skal til lægen for at få.

Graviditet
Gennem en øvelse opdager vi kroppens indre kønsorganer og følger sædens og æggets vej. Øvelsen skaber forståelse for hvordan man bliver gravid. Vi har også en historie omkring hvornår graviditet kan være uønsket og hvad det betyder.

Kondom
På en underholdende måde snakker vi om hvordan kondomet takles. Alle får mulighed for at have et kondom i hånden flere gange. Vores samarbejdøvelse har til formål at vise at beskyttelse er begge parters ansvar.

kondom ungedagen

SOS – Jeg er smittet
Gennem en fortælling og dialog kommer vi ind på hvordan man kan få en seksuelt overført sygdomme (SOS), symptomerne, behandlingen og de dilemmaer, der også hører med.

Porno
Porno er i mere eller mindre grad en del af de unges hverdag. Derfor er det vigtigt at vi snakker om det. Gennem anderledes virkemidler skaber vi dialog med de unge om porno og sex i det offentlige rum.

Ja, Nej og alt imellem
Vi snakker om grænser og om hvad ja og nej betyder og ikke mindst hvad med alt det i mellem. Vi har via øvelser fokus på, hvad de unge går og tænker i forhold til de dilemmaer de kan blive udsat for.

Piger og drenge
Noget af dagen deler vi pigerne og drengene, hvor de hver især kan stille spørgsmål uden modsatte køn er til stede. Fokus er her også at opklare, men også at nedbryde fordomme.

Det kønt
Her fortsætter vi snakken om køn. Vi udfordrer og udforsker de forskellige holdninger og forestillinger, der er indenfor begreberne seksualitet og køn.

Spørgeblokken
De unge har selvfølgelig masser af mulighed for at stille spørgsmål i løbet af dagen. Men her får de mulighed for helt anonymt at stille spørgsmål. De unge skriver spørgsmål og smider dem i vores spørgsmålskasse, hvor de blandes med nogle vi har med hjemmefra. De unge ved altså ikke om det er én fra klassen, som har skrevet spørgsmålet.

Sex fremover
Vi afslutter med de vigtigste pointer fra dagen. Både elevernes og guidernes. Vi fortæller dem hvor de kan få hjælp eller mere info.

Comments are closed